Jeg laver rigtig, rigtig, rigtig mange klassiske danske frikadeller lige for tiden, fordi det ganske enkelt er nemt og børnevenligt. Med en lille knægt på knap halvandet år i huset, som endnu ikke har fået alle tænder, er det rart at kunne servere noget, hvor man ikke skal bekymre sig om, at den lille purk kan få maden galt i halsen. Nogle gange er det dog også rart med lidt variation, så i dag kommer opskriften på mine oksefrikadeller. Det er krydret efter tyrkisk forbillede, og så smager de ganske enkelt skønt. 
I modsætning til almindelige frikadeller, så skal du være lidt ekstra opmærksom, når du steger oksefrikadeller. Får de for meget, kan de hurtigt blive tørre og kedelige. Derfor bruner jeg dem blot på panden, inden jeg steger dem færdige i ovnen. Af samme grund bør du i øvrigt heller ikke vælge oksekød med en lav fedtprocent. Det gælder i øvrigt for de fleste farsretter efter min mening.
Jeg serverer gerne mine oksefrikadeller med en omgang urtefyldt bulgursalat, tabouleh, men de vil nu også smage godt med salat, pitabrød og en god hvidløgsdressing.

Ingredienser

  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 håndfuld bredbladet persille eller alm. kruspersille
  • 1 håndfuld mynte ((kan udelades))
  • 600 g hakket oksekød
  • 1 æg
  • 50 g rasp
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. chilipulver
  • 1 tsk. paprika
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Pil og hak løg og hvidløg. Hak nu urterne. Bland dem med løg, hvidløg, hakket oksekød, æg, rasp og krydderier. Lad evt. farsen hvile på køl i 20-30 minutter.
  • Form farsen til små runde frikadeller på størrelse med en golfkugle, og brun dem i olie på en varm pande. Steg dem færdige i ovnen ved 180 grader i cirka 10 minutter, til de lige akkurat er gennemstegte.
  • Nyd eksempelvis med pitabrød, tabouleh og hvidløgsdressing.

Se den fulde guide her.

Tilføj kommentar

Please enter your comment!
Please enter your name here